Den almindelige udeboende studerende får cirka 5.900 kroner i SU før skat om måneden. Derudover kan de studerende tage et SU-lån på lige over 3.000 kroner om måneden. Det er indbegrebet af et liv i luksus. Den holdning giver chefredaktør på Børsen Anders Krab-Johansen i udtryk for i avisens leder tirsdag.  

Han mener, at finanserne er forkert fordelt, og at ”pengene kan bruges bedre andre steder”. I stedet bør der fokuseres mere på studielån, for selvom de studerende får gæld ved at tage lån til studiet, giver det stadig de studerende fleksibilitet. De har nemlig mulighed for at vente med at begynde tilbagebetalingen af deres lån, når de, efter at have færdiggjort studierne, træder ud på arbejdsmarkedet og får en fast indkomst. 

Renten på SU-lån er forholdsvis lav, og man kan vente helt op til to år efter endt uddannelse med at starte på tilbagebetalingen af lånet.

Opmærksomheden skal rettes mod arbejdsmarkedet

Chefredaktøren argumenterer for, at vi må følge vores nordiske venners – Norge og Sverige – eksempel. De norske og svenske studerende får også udbetalt en høj SU, men slet ikke så høj som de danske. 

I stedet bør der lægges større fokus på at få hjulene i gang på arbejdsmarkedet, for som regeringen har lagt op til, skal beskæftigelsesfradraget hæves, og procenten på topskat skal sænkes – Løkke og co. har bare ikke kunnet finde pengene til det. Så for at kunne finansiere de initiativer, må man skære i SU’en, mener chefredaktøren.  

Kan alle parter stilles tilfredse?

Flere vil mene, at de danske studerende er privilegerede, og mange af dem tager sikkert også den forholdsvis høje SU-sats for givet. Der er ikke mange studerende verden over, der ligefrem får ”løn” for at studere, ligesom Anders Krab-Johansen mere eller mindre også lægger op til. 

Til gengæld skriver han også: ”Beløbet er penge fra staten til forbrug, uanset om det er øl, pasta, bøger eller en ny computer”. Umiddelbart overser han det faktum, at de unge også har en masse faste udgifter, der først og fremmest skal finansieres, og det er vist heller ikke røget nogens næse forbi, at priserne på boliger, både ejer- og lejeboliger, er temmelig høje i storbyerne. Det er kun et fåtal, der sidder med lave boligudgifter. 

Samtidig er der et ønske om, at studie skal betragtes som et fuldtidsarbejde, og derfor er det ikke alle, der kan få tid til et studiejob. De har måske i stedet et ønske om at tage et sabbatår, hvor de kan spare op, men det er i modstrid med Fremdriftsreformen. Den belønner i hvert fald kun de ”hurtige” studerende. Man kan synes om det ene og det andet, som man vil, men om ikke andet ser det ud til at være lidt af en vanskelig opgave at skulle glæde de involverede parter lige meget. Hvis dette da overhovedet kan lade sig gøre.