Black Friday – den helt store tilbudsfest

Lånetilbud er opdateret d. 26/04-2024

Listen viser et bredt udsnit af lånemarkedet som vi lige nu anbefaler. Vi samarbejder med ovenstående låneudbydere og modtager provision herfra når du bliver bevilliget et lån. Der er ingen omkostninger for dig som forbruger og du betaler blot de udgifter du aftaler direkte med bankerne.

Det amerikanske tilbudsfænomen, Black Friday, er de seneste år for alvor blevet et tilbudskoncept, de danske butikker, indkøbscentre og supermarkeder har taget til sig. Black Friday er en gammel tradition i USA, men er først for alvor set på dansk jord siden 2013. Tilbudstraditionen er kun blevet mere og mere udbredt herhjemme, hvor forbrugere lokkes med vilde tilbud og store rabatter.

Black Friday er stadig et forholdsvist nyt fænomen i Danmark, men ikke desto mindre er det allerede et tilbudsorgie, danske forbrugere ser frem til - og forventer - at kunne opleve i forretningerne fremadrettet.

Ja, Black Friday er ligesom andre amerikanske begivenheder og mærkedage såsom Valentine’s Day, Halloween og Thanksgiving formentligt kommet til Danmark for at blive. Black Friday afholdes altid den sidste fredag i november. Du kan derfor se frem til den helt store tilbudsjagt fredag den 24. november 2017, hvor tilbuddene på internettet og i nogle fysiske butikker allerede gælder, når klokken slår 00.01 natten til fredag.

Hvorfor hedder det Black Friday?

Men hvorfor er det egentligt, at Black Friday afholdes, og hvor kommer navnet fra? Som vi allerede kort var inde på ovenfor, er Black Friday et amerikansk fænomen, Danmark har taget til sig ligesom andre traditioner. Faktisk hænger Black Friday sammen med Thanksgiving, som er knap så udbredt i Danmark på nuværende tidspunkt sammenlignet med andre mærkedage, vi har importeret fra USA. Thanksgiving er altid den sidste torsdag i november og er en fridag i USA.

Black Friday er dagen lige efter Thanksgiving. Umiddelbart lyder Black Friday ikke særligt festligt, men der er flere historier om, hvor navnet har sin oprindelse fra. Her kan du læse nogle af de florerende forklaringer og teorier.

Det danske erhvervsliv har rekordomsætning på Black Friday

Slagtilbud, køtilbud og timetilbud. Der er nærmest ikke den slags tilbud, du ikke kan støde på, når det bliver Black Friday. Mens nogle anser dagen som en festdag, kritiserer andre dagen som værende et tilbudsræs, hvor det kun gælder om at sælge varer under tidspres.

Trods erhvervslivets samlede milliardomsætning på blot én dag, giver mange forretninger og koncerner udtryk for, at det ikke er på Black Friday, at de tjener penge - derimod er det forbrugerne, der er de helt store vindere. Dette udsagn strider i mod den første teori bag årsagen til navnet Black Friday, som vi nævnteovenfor. Alligevel er det interessant at se, hvor meget omsætningen samlet set er steget siden Black Friday 2013, hvor fænomenet for alvor bed sig fast i Danmark. Grafen nedenfor viser udviklingen i omsætningen i Danmark på Black Friday fra 2013 til 2016 i milliarder.

I 2013 blev der på Black Friday omsat for 1,370 milliarder kroner, hvilket steg til 1,533 milliarder i 2014. Efterfølgende var der en væsentlig stigning fra 2014 til 2015, hvor omsætningen næsten ramte 2 milliarder kroner. Tendensen til en stigende omsætning fortsatte i 2016.

Her ramte omsætningen 2 milliarder - mere præcist 2,001 milliarder kroner. Det vil sige, at fra 2013 til 2016 er omsætningen på Black Friday steget med cirka 45 procent! Alene denne stigning i forretningernes samlede omsætning kan indikere, at danskerne i stigende grad tager det amerikanske tilbudsfænomenet til sig.

Black Friday indtager førstepladsen

En anden faktor, der bevidner, at Black Friday er blevet danskernes helt stor handelsdag, er, at Black Friday både i 2015 og 2016 overgik julehandlen og satte omsætningsrekord. I tekstboksen nedenfor kan du se de ti største handelsdage i Danmark per 1. januar 2017.

Bemærk, at tallene udelukkende er dankortforbrug, hvorfor køb foretaget med kontanter ikke er medregnet.

Dato for dankortforbrug

Forbrug

1.

25. November 2016 (Black Friday)

2,001 milliarder kroner

2.

27. November 2015 (Black Friday)

1,983 milliarder kroner

3.

30. december 2016

1,854 milliarder kroner

4.

30. december 2015

1,780 milliarder kroner

5.

23. december 2016

1,776 milliarder kroner

6.

22. december 2014

1,750 milliarder kroner

7.

22. december 2016

1,746 milliarder kroner

8.

22. december 2015

1,733 milliarder kroner

9.

1. april 2015 (dagen før påske)

1,718 milliarder kroner

10.

23. december 2015

1,686 milliarder kroner

Kilde: Nets.dk, ”Danskerne handlede for rekordbeløb på Black Friday”

Statistikken viser, at Black Friday har fået sit tag på de danske forbrugere, som ikke holder igen med at svinge dankortet, når der er tilbud og rabatter på alskens varer. Black Friday i 2016 er således den enkeltstående handelsdag nogensinde i Danmark, hvor der er blevet omsat for mest. Til sammenligning brugte danskerne på en gennemsnitlig dag i årets 11 første måneder cirka én milliard kroner.

Det vil sige, at på Black Friday i 2016 blev dagsomsætningen fordoblet sammenholdt med en ”almindelig” handelsdag i eksempelvis februar eller september.

Glødende dankort på Black Friday

At Black Friday for alvor er ved at bide sig fast i Danmark understreges ved, at dankortet nærmest er glødende på dagen - både i fysiske butikker og især hos netbutikkerne. Allerede klokken 22 om torsdagen (dagen før Black Friday) var der en stigning i antallet af dankorttransaktionerne online. Endda så mange at nogle netbutikker brød sammen natten til fredag.

Mens der hele fredag var travlt i de danske, fysiske butikker, fortsatte travlheden på nettet i de sene aftentimer. Nets, som administrerer og ejer betalingssystemet bag dankortet, kunne allerede informere først på aftenen, at antallet af dankorttransaktioner havde slået rekorden fra 2015 - både online og offline salg inklusiv. Mens en normal hverdag i gennemsnit har fem dankorttransaktioner i sekundet, var der i gennemsnit 43 dankorttransaktioner i sekundet på Black Friday i 2015, hvilket altså blev slået i 2016.

Hvad tid på dagen handler danskerne på Black Friday?

På Black Friday er der travlhed i de fysiske butikker, men samtidigt går det heller ikke stille for sig hos netbutikkerne. Det kan betyde, at din computer begynder at arbejde langsomt, hvis du prøver at gennemføre en handel. Vil du undgå for lange køer - både i fysiske butikker og på nettet - kan du muligvis lave en strategi for, hvornår du skal handle.

Nedenfor giver vi dig et overblik over, hvornår der var travlest i fysiske forretninger og hos netbutikkerne på Black Friday i 2016. Bemærk, at tallene kun er baseret på optælling fra dankorttransaktioner.

Som det fremgår af den procentvise fordeling, vælger de fleste forbrugere (knap en tredjedel) at hive betalingskortet frem mellem klokken 10-16. Der viser sig således en tendens, at de fleste køb bliver foretaget i arbejdstiden. Næstflest køb foretages i tidsrummet 19-22 hvor vi kan formode, at forbrugerne har fri og spist aftensmad.

En femtedel af de danske forbrugere når at købe varer om morgenen i tidsrummet 07-09. Det tyder således på, at hvis du vil undgå for meget kø, skal du være villig til at handle på ”skæve tidspunkter” i nattetimerne. Ellers indikerer tidsintervallerne, at der er ”huller” i de sene eftermiddagstimer, trods en generel travlhed hele dagen.

Hvem er Black Friday populær blandt?

I 2016 blev det vurderet, at 26 procent af den danske befolkning ville bruge Black Friday på at købe og få tilbud på alskens varer. Til sammenligning var det kun 17 procent af den danske befolkning, der havde intentioner om at udnytte Black Friday-tilbuddene i 2015. Tilbudsfænomenet har bredt sig til hele landet og alle aldersgrupper.

Dog er der forskellige holdninger til Black Friday alt efter, om man er mand eller kvinde, ung eller gammel. Grafikken nedenfor illustrerer fordelingen af mænd og kvinder, der forventede at handle på Black Friday i 2016.

16 procent af de danske mænd forventede i 2016, at de ville bruge penge på Black Friday. Til sammenligning var det 21 procent af kvinderne. Totalt set var der 19 procent af den danske befolkning, der planlagde at shoppe på Black Friday.

Det vidner om, at Black Friday formentligt er mere populært blandt danske kvinder end mænd. Men hvad så når det gælder alder? Hvem er Black Friday-fænomenet mest populært hos?

Grafikken viser, at der var flest danskere under 30 år (42 procent), som forventede at shoppe på Black Friday i 2016. Endvidere var der en tendens til, at jo højere alder, des færre forventede at bruge sin fredag på tilbudsjagt. Eksempelvis var der kun 9 procent af danskerne over 50 år, der forventede at bruge penge på Black Friday.

Hvad køber danskerne på Black Friday?

11 procent af den danske befolkning ville i 2016 bruge dagen på at købe varer, de alligevel ville have købt. Kigger vi isoleret på børnefamilierne, var det lidt flere - nemlig 15 procent. Men hvad ville danskerne egentligt bruge deres penge på sidste år på Black Friday? Det kan du få et overblik over i grafikken nedenfor.

I tabellen er både køb foretaget i fysiske butikker og online inkluderet.

Tøj, sko og smykker var den mest populære varegruppe på Black Friday i 2016. 38,7 procent af de adspurgte danskere tilkendegav, at de jagtede gode tilbud på varer inden for denne kategori. Elektronik indtog andenpladsen, hvor28,4 procent oplyste, at de ville gå efter køkkenudstyr, TV, computer, IT-produkter og andet, der kan kategoriseres som elektronik.

I den anden ende af skalaen, var der 7,6 procent af danskerne, der ikke vidste, hvilke varer de specifikt ville gå efter. Det betyder, at langt de fleste formentligt har en plan om, hvilke varer de vil komme hjem med eller handle på nettet.

Kvindernes og mændenes tilbudsjagt

Ovenfor gav vi et indblik i, hvilke der generelt var de mest populære varekategorier blandt danskerne på Black Friday i 2016. Herunder kan du se de varekategorier, som var mest populære fordelt på køn.

Mens modekategorierne tøj og sko er populære blandt kvinderne - ligesom de også var generelt set - er der ingen tvivl om, at mændene gik direkte efter gode tilbud på forskelligt elektronik.

Køb julegaver på Black Friday

Som grafikken i afsnittet ”De største handelsdage” viser, har Black Friday i både 2015 og 2016 overgået andre store handelsdage, som primært er dagene op til jul og dagene efter jul. Betyder det, at Black Friday bliver udnyttet til det helt store julegaveindkøb? I USA bliver Black Friday betragtet som startskuddet til julehandlen - og med god grund, for der kan være rigtigt mange penge at spare på gaverne. Kender du på forhånd et par ønskelister, kan du med fordel benyttetilbudsdagen, Black Friday, til at få klaret dine gaveindkøb.

Måske kan du få råd til at lægge et par ekstra gaver under juletræet? Undersøgelser op til Black Friday i 2016 viste, at 15 procent af de danske kvinder ville bruge dagen på at finde julegaver. Til sammenligning var det kun 5 procent af de danske mænd.

Selvom det kan være en god idé at starte julehandlen på Black Friday, er der nogle faktorer, du skal være opmærksom på. Nedenfor kan du læse tre gode råd til juleshopping på Black Friday.

Dine rettigheder, når du handler på Black Friday

Når du handler på Black Friday, kan det være svært at få det fulde overblik over, hvilke rettigheder du som forbruger har i forbindelse med dine køb. Herunder kan du læse om de vigtigste rettigheder, du skal forholde dig til.

Returret i den fysiske butik

Hvis du vil være sikker på, at du kan bytte din vare eller få pengene retur, skal du tjekke dine rettigheder inden, du køber. Det er den fysiske butik selv, der bestemmer, hvilke returrettigheder der er gældende hos dem. Du har nemlig ikke automatisk ret til at bytte varen eller få pengene tilbage, når du handler hos en fysisk butik.

Tjek altid fristen for bytte- og fortrydelsesretten i butikken.

Flere rettigheder hos netbutikker

Vælger du at shoppe hjemmefra via nettet på Black Friday, har du flere rettigheder i forhold til bytte og fortrydelsesret. Som forbruger har du automatisk 14 dages returret i alle netbutikker inden for EU.

Du kan bytte varer med fejl

I punkt 1 forklarede vi, at du ikke er garanteret returret i fysiske butikker. Det gælder dog ikke, hvis varen har fejl. Kommer du hjem med en vare med fejl eller mangler, kan du få den byttet, repareret eller få pengene retur, hvis du har kvitteringen.

Gem derfor altid kvitteringen på dine køb, da den altid skal bruges i sådanne situationer.

Altid to års reklamationsret

I forbindelse med punkt 3 og jævnfør Købelovens paragraf 83 har forbrugere to års reklamationsret på deres køb. Det gælder alle årets dage - også Black Friday og andre store handelsdage. Når du har reklamationsret, betyder det, at du kan klage til forretningen, hvis dit produkt er gået i stykker mindre end to år efter købet.

Eksempelvis kan du klage, hvis varen ikke lever op til det, du er blevet lovet, da du købte varen. Opdager du uforskyldte fejl og/eller mangler, er butikken, du har købt varen i, forpligtet til at hjælpe dig - for eksempel med reparation af dit produkt. Kommer du hjem med en vare, der har fejl og/eller mangler, må det ikke koste dig ekstra eller være til besvær for dig som forbruger at få hjælp. Husk at gemme kvitteringen, da den skal bruges ved reklamation.

Betal med betalingskort på nettet

Når du handler på nettet, har du flere forskellige betalingsmuligheder. Det kan både være via betalingskort, kontooverførsel eller MobilePay. I forhold til dine rettigheder er det sikrest at betale med betalingskort.

Med betalingskort fører din bank pengene retur til dig, hvis:

Netbutikken har trukket et højere beløb for varen end aftalt i forhold til ordrebekræftelsen.

Du afviser at modtage pakken ved levering.

Du aldrig får leveret varen.

Det viser sig, at pakken indeholder en anden vare, end den du har betalt for - eksempelvis en kopivare eller et helt andet produkt.

Kilde: dr.dk, ”GUIDE Tjek dine rettigheder på Black Friday”.

Internethandel er også populært på Black Friday

På Black Friday jagter forbrugerne de bedste tilbud, og i takt med at internethandlen i Danmark er en stigende tendens, søger danske forbrugere også efter de store rabatter på nettet. Danskerne er blandt de mest e-handlende i verden, og derfor bliver det mere og mere naturligt for os at handle på nettet. Ud af de i alt 2 milliarder kroner, der blev omsat for på Black Friday i 2016, udgjorde internethandlen ifølge dankort.dk cirka 236 millioner kroner.

Det svarer til 12 procent af den totale omsætning. Fordelen ved at handle på nettet er, at du kan handle, hvor og hvornår du vil. Samtidigt kan du spare en masse tid ved, at du først og fremmest ikke skal bruge tid i trafikken. For det andet skal du heller ikke stå i lange køer.

Tilbuddene i de fysiske butikker og hos netbutikkerne er typisk de samme - i nogle tilfælde sælger netbutikkerne endda billigere end de fysiske butikker. En anden fordel ved at handle online er, at du er garanteret 14 dages fortrydelsesret. Det er du ikke automatisk, når du køber i en fysisk butik, som vi forklarede i foregående afsnit ”Dine rettigheder, når du handler på Black Friday”.

Grafikken nedenfor viser, at 68 procent af danskerne, der handlede på Black Friday i 2016, købte varer online. Det bevidner, at online-handel er en stor trend herhjemme, og at Black Friday ligeledes er et tilbudsfænomen for netbutikkerne og ikke blot for de fysiske butikker, som handelsdagen traditionelt tilhører.

Selvom der er en række fordele ved at handle online på Black Friday, er der faldgruber og risici, du skal være opmærksom på. Det kan du læse mere om i følgende afsnit.

Undgå svindel, når du handler på nettet

Rekordmange danskere handlede på nettet på Black Friday i 2016, og det forventes at mindst ligeså mange Black Friday-køb foregår online i 2017. Nogle, der er også er opmærksomme på, at pengene sidder løst hos forbrugerne på Black Friday, er IT-kriminelle. Ifølge dr.dk er der eksempelvis 10 procent flere snydemails i omløb på Black Friday end normalt.

Svindlen på Black Friday ses både i form af snydemails, trick-mails, uofficielle netværk og utroværdige hjemmesider. Med enkle huskeregler kan du lettere identificere, om du kan handle med god samvittighed og uden risici på hjemmesiden.

Skulle du alligevel være uheldig at komme til at aktivere et link i en mail, der låser alle filerne på din computer, er det vigtigt, at du laver en backup - helst skal du have en backup på forhånd. Ellers kan den eneste udvej være at betale en løsesum, hvis du vil have adgang til dine filer igen. Bruger de IT-kriminelle dine kreditkortoplysninger til at handle for, skal du så hurtigt som muligt spærre dine konti og kontakte din bank.

Populære varekategorier online - er der en sammenhæng?

Grafikkerne nedenfor viser top fem over varekategorier, der var de mest populære fordelt på kvinder og mænd at købe online i hele 2016.

Som det fremgår af grafikken med kvindernes top fem, var tøj og sko den mest populære varegruppe at købe online i hele 2016. 29 procent af de varer, en kvinde købte online, var nemlig en beklædningsdel. Når vi sammenholder det med, at Black Friday også var mere populært blandt kvinderne end mændene i 2016, er det formentligt også forklaringen på, at selvsamme varegruppe var den mest populære på Black Friday i 2016.

Desuden er det oftest også kvinderne, der står for familiers tøjindkøb herhjemme.

Ud fra mændenes top fem kan vi se, at elektronikvarer var den varegruppe, danske mænd hyppigst bestilte hjem generelt i 2016. Knap en fjerdedel - mere præcist 24 procent - af mændenes køb tilhørte nemlig denne varekategori.

I afsnittene ”Hvem forventer at handle på Black Friday?” og ”Hvad køber danskerne på Black Friday?” så vi, at flest kvinder planlagde at handle på Black Friday. Dertil var mode/smykker samlet den mest populære varegruppe både at købe offline og online, mens elektronik indtog andenpladsen. Der er således en sammenhæng mellem, hvilket køn der planlægger at handle på Black Friday, hvilken varegruppe der er den mest populære at gå efter på Black Friday, og den varegruppe henholdsvis kvinder og mænd hyppigst køber generelt i løbet af året.

Mest besøgte netbutikker på Black Friday

Som nævnt er Danmark et af de mest nethandlende lande på verdensplan. Det faktum var også med til at skabe megen trafik hos netbutikkerne på Black Friday i 2016. Dermed er tilbudsfænomenet ikke længere blot for de fysiske butikker, men i ligeså høj grad en tilbudsfest, netbutikkerne inviterer forbrugerne til.

Her kan du se en liste med de 10 mest besøgte netbutikker på Black Friday i 2016.

Sådan finder du de bedste tilbud

Selvom der er rigtig mange gode tilbud, er der også tilbud, hvor du kan ende med at blive skuffet. Både fysiske butikker og netbutikker lokker både med 20, 25, 50 og sågar op til 80 procent rabat, men hvordan kan du undgå fælderne og at komme hjem med et fejlkøb? Her kan du læse ni tips til, hvordan du danner dig et overblik over tilbuddene både offline og online.

Tilbud på nettet

Som vi var inde på tidligere, er Black Friday i Danmark også blevet stort på nettet, og det er i stigende grad ligeledes hos netbutikkerne, du kan finde de bedste tilbud. Derfor kan du med fordel tjekke netbutikkernes priser på varer, du har set i fysiske butikker.

Vær hurtigt ude

Vil du have fat i de allerbedste tilbud, skal du være hurtigt ude på Black Friday. Det mest optimale, hvis du vil have fingrene i de bedste varer til den bedste pris, er, at du er klar, når butikkerne åbner op for deres tilbud. Når der er tale om store rabatter, kan varerne hurtigt blive udsolgt.

Derfor er det en god idé, at du, inden Black Friday begynder, undersøger, hvornår de forskellige butikker åbner. Hold også øje med, om nogle rabatter kun gælder i bestemte tidsrum.

Få et overblik over butikker og tilbud

Der er mange butikker og endnu flere tilbud at holde styr på. Men inden du taber pusten, er der hjælp at hente! På Pricerunner.dk kan du få en liste over priser på identiske varer og dermed se, hvor du kan købe den billigst. Derudover kan du følge med på Blackfridaydanmark.dk, hvor du kan læse om tilbud og rabatter efterhånden, som butikkerne oplyser dem.

Du kan også downloade Minetilbud og/eller Tilbudsugen som apps til din smartphone. I disse to apps er alle tilbudsaviser samlet, og du kan nemt søge efter en bestemt vare.

Hold øje med prisen

Nogle gange er en rabat på 50, 75 eller 80 procent for god til at være sand. Muligvis skilter en forretning med, at de har sat en vare ned, men alligevel kan det være, at andre butikker - eventuelt en netbutik - generelt sælger en identisk vare til lavpris. Derfor kan du med fordel sammenligne priserne i stedet for at stole blindt på procentbesparelsen.

Til dette kan du få et overblik ved at bruge rådene fra punkt 3.

Salgsgimmick?

Black Friday er for mange ét stort salgsgimmick og tilbudsorgie, fordi butikkerne lægger vægt på deres førpriser. Sandheden er dog i mange tilfælde, at prisen på en bestemt vare har været solgt til samme tilbudspris før. Nogle butikker sælger endda varer til en kunstigt høj normalpris i ugerne op til Black Friday for at få varen til at virke endnu billigere, når Black Friday skydes i gang.

Gør et godt hjemmearbejde

Mange gode tilbud og rabatter oplyser butikkerne først, når de åbner. Det gælder både hos fysiske butikker og hos netbutikkerne. Derfor er det en fordel, hvis du på forhånd kender normalprisen og prisniveauet på varer, du går efter.

På den måde kan du nemt gennemskue, om det reelt er et godt tilbud.

Hvad går du efter?

Dette punkt hænger meget sammen med punkt 1 i afsnittet ”Køb julegaver på Black Friday”. Inden du tager på den helt store Black Friday-shopping, er det en god idé, at du klargør, hvilke varer du går efter og satser på at finde til en god pris. På den måde sikrer du, at du bruger din shopping-tid på at lede efter varer, du rent faktisk har brug for at købe og er interesseret i.

Dette kan også være med til at forebygge impulskøb.

Er det det værd at ligge i kø i flere timer?

Det er langt fra altid en fordel at ligge i kø i flere timer foran en butik for at få fat i en vare, der måske kun er sat 20 eller 25 procent ned. I mange tilfælde vil du kunne finde den samme vare til samme gode pris på hos en netbutik.

Tillægsforsikringer er ikke nødvendigt

Det er populært at købe elektronikvarer på Black Friday. Når du køber elektronik, bliver du ofte tilbudt at købe en tillægsforsikring. Her kan du sagtens spare pengene og bruge dem på noget andet.

Tillægsforsikringerne er generelt dyre i forhold til varens pris - især hvis varen er sat ned med en stor procentdel. Sælgeren i butikken fokuserer ofte på at sælge en forsikring udelukkende, fordi han/hun får provision for at sælge dig en. Undersøg i stedet, om din egen indboforsikring dækker dit produkt.

Kilde: nyheder.tv2.dk, ”Black Friday: Sådan finder du de bedste tilbud og undgår de dårlige”.

Vent på de gode tilbud

De første år, hvor Black Friday blev afholdt i Danmark, havde danskerne cirka en måned til at forberede, hvilke varer de ville købe, og hvilke butikker de skulle besøge. Nu er det anderledes, da flere og flere butikker venter med at offentliggøre deres tilbud og først annoncerer dem på selve dagen. De fleste butikker oplyser altså først tilbudspriserne natten mellem torsdag og Black Friday.

En væsentlig årsag til, at butikkerne har ændret strategi, er, at danskerne førhen ventede med at købe, til de kunne spare penge. Det betød, at salget i novembers andre dage faldt betragteligt. Dog er nogle butikker begyndt på noget, der både kommer dem selv og forbrugerne til gode. I stedet for at alt foregår på Black Friday, vil nogle aktiviteter foregå over flere dage, hvor danske forbrugere kan opnå rabatter weekenden over - det vil sige til og med søndag efter Black Friday.

På den måde spreder butikkerne deres omsætning på flere dage, og dermed kan butikkerne have et mere jævnt fordelt salg. Det skaber en slags ”overraskelsesmoment”, fordi kunderne ikke på forhånd kan vide og planlægge, hvad de kan købe på dagen.

Cyber Monday

I forlængelse af ovenstående, hvor danske butikker er begyndt at sprede deres tilbud over flere dage, er det amerikanske tilbudsfænomen, Cyber Monday, også opstået i Danmark. Cyber Monday afholdes mandagen efter Black Friday. Cyber Monday er som udgangspunkt netbutikkernes udgave af Black Friday, men i Danmark forholder det sig en smule anderledes.

I USA deler de fysiske butikker og netbutikkerne tilbudsdagene op, mens Black Friday i Danmark både gælder hos de fysiske butikker og netbutikkerne. Det samme er tilfældet for Cyber Monday. Selvom Cyber Monday oprindeligt er for netbutikkerne, vil danske forbrugere også opleve, at fysiske butikker skilter med Cyber Monday-tilbud. Derfor er tilbudsfænomenerne i Danmark ikke opdelt, som de oprindeligt er tiltænkt, og som de er i USA.

Ligesom vi har illustreret tidligere i artiklen, hvem Black Friday er mest populær hos blandt danskerne, vil vi her give et indblik i, hvilken befolkningsgruppe der planlagde at handle på Cyber Monday i 2016.

Tabellen viser, at Cyber Monday er en anelse mere populært blandt mændene end kvinderne. 7 procent af de danske mænd planlagde at handle på Cyber Monday, mens det gjaldt 6 procent af kvinderne. Totalt set planlagde 6 procent af danskerne at handle på Cyber Monday.

Når vi sammenligner disse procenttal fra Cyber Monday med procenttallene fra Black Friday, er der ingen tvivl om, at Black Friday er mest udbredt blandt den danske befolkning. Det har formentligt meget at gøre med, at Black Friday er mere udbredt blandt danske forretninger, end Cyber Monday er indtil videre. Men eftersom Black Friday har bidt sig mere og mere fast som et fænomen i Danmark, kan det måske blot være et spørgsmål om få år, før Cyber Monday for alvor ligeledes bliver et stort fænomen i Danmark.

Grafikken nedenfor viser, at Cyber Monday er mest populær blandt danskerne under 30 år. Tendensen er derfor den sammesom ved Black Friday. Jo yngre en befolkningsgruppe, der er tale om, desto mere populært er tilbudsfænomenet.

Mens 12 procent af danskerne under 30 år planlagde at handle på Cyber Monday i 2016, var det kun 3 procent af befolkningen over 50 år, der overvejede det.

Tips til en god shopping-oplevelse

Vi har nu introduceret dig for en masse fakta om og gode råd til Black Friday. T8o at opsummere de væsentlige pointer, vi har guidet dig igennem i løbet af artiklen, får du her får du en sammenfattende liste med tips, du kan have for øje. Herved håber vi, at du får en god oplevelse, når Black Friday skydes i gang d. 24. november 2017.

Undersøg tilbud

Vi har i løbet af artiklen flere gange været inde på, at mange butikker skilter med store besparelser. For at sikre at tilbuddet reelt er godt, bør du tjekke prisen - eksempelvis ved at bruge online-prissøgemaskiner eller tilbuds-apps. Herved kan du undersøge, om varen er billigere et andet sted.

Det behøver ikke kun være priser fra danske butikker, du sammenligner. Du kan også undersøge priser på udenlandske hjemmesider, så længe du undersøger netbutikkens troværdighed.

Normalpris?

Desværre vildleder nogle butikker og påstår varens førpris. Det gør butikkerne for at få varen til at virke endnu billigere, når de sætter prisen ned på Black Friday. For eksempel kan en butik lovligt markedsføre en høj pris på en vare i seks uger, hvorefter de bruger den høje pris som normalpris.

Du kan med fordel bruge en prissøgemaskine til at tjekke, hvordan normalprisen har været tidligere, og hvad normalprisen er i andre butikker.

Prisfejl

Har butikken markeret en forkert pris på varen, er butikken som udgangspunkt bundet til den pris, du har købt den til. Butikker kan således ikke annullere et køb, hvis de opdager, de har skrevet forkert pris på varen - heller ikke, hvis butikken har gjort opmærksom på forbehold for trykfejl ved deres priser. Hvis fejlen er så stor, at du burde have været opmærksom på, at prisen må være fejlagtig, er butikken ikke bundet til prisen.

Dog er der tale om en vurdering i alle sager, og om du som forbruger har handlet i god tro.

Forældede produkter

Black Friday bruges for mange butikker til at skille sig af med forældede eller udgåede vare. Undersøg derfor varemodellens debutdato - det vil sige, hvornår den kom på markedet. Er debutdatoen forholdsvis gammel, betyder det ikke per automatik, at varen er et dårligt produkt eller fejler noget.

Dog kan det betyde, at du vil kunne få et nyere og mere opdateret produkt.

Fragtpriser

Det kan være nemt og fordelagtigt at klare Black Friday-handlen på nettet. Dog skal du være opmærksom på fragtprisen, der lægges oveni varens prisen. Det kan være afgørende for, om varen alligevel er så billig som først antaget.

Hvis netbutikken er en del af en kæde, der også har fysiske butikker, kan du undersøge, om virksomheden tilbyder click-and-collect. De fleste netbutikker tilbyder gratis fragt, når du køber for et minimumsbeløb. Her er det vigtigt, at du overvejer, om du reelt har brug for at købe så meget, at du opnår gratis fragt.

Told

Black Friday-tilbud er ikke forbeholdt danske butikker, da det er et amerikansk fænomen, der har spredt sig globalt. Hvis du handler på en udenlandsk hjemmeside på Black Friday - eller hvilken som helst anden dag - skal du være opmærksom på, om du kan risikere at skulle betale told. Handler du hos et land uden for EU, skal du betale told, hvis du køber for mere end 1.150 kroner før fragt.

Handler du inden for EU, skal du ikke betale told. Du kan læse mere om told på Skat.dk.

Pak varen ud

Køber du på nettet, er det en god idé at pakke varen ud, når du modtager - også selvom det er til en gave. Når du pakker din vare ud, er du bedre stillet i forhold til reklamation. Er varen beskadiget under transporten, kan du nemmere argumentere for og bevise, at skaden ikke er opstået selvforskyldt.

IT-kriminalitet

Online-handel i Danmark er i eksplosiv vækst, og det samme er IT-kriminalitet. I artiklens afsnit ”Undgå svindel, når du handler på nettet” gennemgik vi, hvilke faktorer du skal være særligt opmærksom på, når du handler på nettet, så du undgår at blive snydt.

Bytteregler og reklamation

Mange danskere benytter Black Friday til at købe julegaver. Som nævnt tidligere, er du ikke garanteret 14 dages returret i fysiske butikker, men det er du hos netbutikker. Tjek altid - uanset om du handler offline eller online - hvad butikken tilbyder af bytteservice.

Du har altid to års reklamationsret uanset, hvor du handler, og uanset hvor meget varens pris er sat ned. Du kan komme ud for, at netbutikker siger sig bort fra reklamationsretten, men det er ulovligt. Husk altid at gemme kvitteringen, da det er forudsætningen for reklamationsretten.

Kilde: finans.dk , ”10 ting du bør vide, før du går shopamok på Black Friday”