Bliv bekendt med Finanstilsynet
Listen viser et bredt udsnit af lånemarkedet som vi lige nu anbefaler. Vi samarbejder med ovenstående låneudbydere og modtager provision herfra når du bliver bevilliget et lån. Der er ingen omkostninger for dig som forbruger og du betaler blot de udgifter du aftaler direkte med bankerne.
- Indholdsfortegnelse
9 punkter
- Læsetid
7 minutter
- Siden er opdateret
21/11-2024
Bliv bekendt med Finanstilsynet
Finanstilsynet er en myndighed, som blev dannet i 1988, og som hører under Erhvervs- og Vækstministeriet. Dets primære opgave er at føre tilsyn med alle væsentlige typer af finansielle danske virksomheder samt markedet for værdipapirer i Danmark.
Alle låneudbyderne i Danmark skal være godkendt af Finanstilsynet. Det er gældende uanset om låneudbyderen udsteder almindelige lån, kviklån eller samlelån.
Historien bag
Finanstilsynet blev dannet på baggrund af en sammenlægning af tre parter: 1) Tilsynet med Banker og Sparekasser fra 1919, 2) Forsikringstilsynet fra 1922 og 3) Realkredittilsynet fra 1981.
Finanstilsynet ledes af en direktion på fire medlemmer, hvoraf direktøren står til ansvar over for Erhvervs- og Vækstministeriet. Bevillingen ligger på Finansloven fra 2013.
Ansvarsområder
Tilsynet med finansielle virksomheder omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, forsikringsmæglere, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, fondsmæglerselskaber og investeringsforeninger.
Finanstilsynet sikrer, om disse virksomheder overholder den finansielle lovgivning ved blandt andet at aflægge inspektionsbesøg.
Tilsynet med markedet for værdipapirer omfatter tilsyn med fondsbørsen, værdipapirmæglervirksomheder, pengemarkedsmæglervirksomheder, clearingvirksomheder og værdipapircentraler.
Konkrete arbejdsopgaver
Finanstilsynet bidrager også til udformningen af den finansielle lovgivning og indsamler og formidler viden om den finansielle sektor. Formålet er at sikre og opretholde tilliden til sektoren i samfundet, hos virksomheder og hos forbrugerne.
I en rapport om mål og resultatplan for 2016 for Finanstilsynet listes opgaverne for tilsynsvirksomheden som følgende:
- At føre tilsyn med den finansielle sektor både ved at foretage løbende analyser på grundlag af indberetninger og ved at foretage inspektioner i virksomheder
- At bidrage til en effektiv prisfastsættelse på værdipapirmarkederne, blandt andet ved at modvirke kursmanipulation og indersider-handel
- At bidrage til udformningen af den finansielle lovgivning
- At formidle tværgående information om de finansielle virksomheder og dermed bidrage til at forbedre ledelsers, kunders og investorers mulighed for at vurdere den enkelte virksomheds risikoprofil.
Formål med Finanstilsynet
Det overordnede formål med Finanstilsynet er at varetage samfundets, investorers og indskyderes interesse i en velfungerende og tillidsvækkende finansiel sektor.
Det er derfor Finanstilsynets opgave at kontrollere, at gældende regler overholdes og sikre, at virksomhederne opfylder krav med hensyn til solvens og soliditet - altså at de er betalingsdygtige og pålidelige.
Derudover skal Finanstilsynet kontrollere, hvorvidt forretningsgangene og kontrolsystemerne er i overensstemmelse med gældende regler.
Finanstilsynet har desuden en række internationale opgaver i form af at skulle varetage danske interesser i internationale forhandler om aftaler og i øvrigt at repræsentere Danmark på den internationale scene.
Rettigheder
Finanstilsynet har vidtgående beføjelser, som betyder, at tilsynsvirksomheden kan opkræve alle de oplysninger og dokumenter fra virksomheder, som er nødvendige for Finanstilsynets arbejde. Afgørelserne kan efterprøves ved Erhvervsankenævnet eller domstolene.
Derudover kan Finanstilsynet give påbud om berigtigelse af lovstridige forhold, påbyde foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på økonomiske forhold, inddrage tilladelsen for at drive virksomhed for banker, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, anmelde betalingsstandsning eller indgive konkursbegæring.
Ny 2020-strategi
Med en ny strategi har Finanstilsynet frem mod år 2020 sat fokus på syv centrale områder, som skal sikre den berettigede tillid til det finansielle system.
De syv punkter lyder som følgende:
- Tilsyn i gode tider
- Tilsyn med det systemiske perspektiv
- Velfungerende finansielle markeder
- Teknologi, cyber-risiko og forretningsmodeller
- Hensynet til forbrugerne
- Tidlig interessevaretagelse i internationale fora
- Forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering